Brug sommeren til at gøre status

pic

Brug sommeren til at gøre status

Med lyset og foråret kommer også lysten til at rydde op, rydde ud og gøre plads til nyt. Du har sikkert allerede givet huset, loftet og tøjskabet en forårsrengøring, og nu bør turen komme til dig selv. Ifølge jobindex er det tidlige efterår højsæson for jobskifte. Ligeledes ser man flere skilsmisser efter de lange ferier. Det skyldes, at vi får lov at komme ned i gear og får tid til at mærke efter, om vi er glade lige dér, hvor vi er både i privat- og arbejdslivet. I hverdagen tager den ene dag den anden, og vi er pressede både på arbejdet og på hjemmefronten for at få enderne til at mødes. Her er der ikke tid til at stille de store spørgsmål og mærke efter, hvad mavefornemmelsen ofte fortæller os. I ferien, hvor formålet er at slappe af, kan du derimod ikke ignorere den lille stemme i dit hoved og følelserne, der fortæller dig, at du ikke er tilfreds i dit liv. Og det er godt! I et meget velkendt citat står der, at ignorere du din mavefornemmelse, og hvad den prøver at fortælle dig, i for lang tid, så forstummer den til sidst, og du kan ikke længere mærke dig selv. Vi skal bruge mavefornemmelsen som pejling på, om vi er på rette spor i vores liv. 

Men hvad gør du så, hvis mavefornemmelsen fortæller dig, at noget ikke er, som det skal være, men du ikke ved, hvordan du kommer videre derfra? Du beder om hjælp! Herunder får du 3 råd til, hvem der kan hjælpe dig:

1) Du er ikke tilfreds i din krop

Mange – især kvinder – går rundt og er utilfredse med deres krop, deres form, eller andre ting ved deres udseende. Der er måske sneget sig ekstra mange kilo på henover årene med kæresten, eller efter du har født, måske du går og ærgrer dig over din skæve næse eller karsprængninger i ansigtet. Din utilfredshed med din krop kan sagtens forplante sig til andre områder af dit liv, hvor du også kommer til at føle dig utilstrækkelig. Men mange af dine problemområder kan du faktisk gøre noget ved. Det kan være, du skal hyre en personlig træner til at få dig i dit livs form, det kan også være at et ihærdigt fokus på væske, den rette kost og en dermaroller kan forbedre din hud og give dig selvtilliden tilbage. Eller måske du skal booke en tid hos en plastikkirurg til endelig at få rettet den næse, du har været træt af hele din ungdom. Livet er for kort til at bruge tid på bagateller, så heller få det rettet og komme videre i teksten.

 

2) Du er ikke tilfreds med dit arbejdsliv

Når ferien nærmer sig, mærker du ofte for alvor, om du trives i dit arbejdsliv, eller om det er tid til at gøre noget ved din jobsituation. Måske er du for presset i hverdagen og bruger for mange timer på arbejde, i forhold til hvad du ønsker. Måske du er begyndt at kede dig, fordi du har været i dit job for længe og ikke længere finder arbejdsopgaverne udfordrende, men det kan også være, at det er kollegaerne eller den nye chef, som du ikke kan sammen med. Nogle af udfordringerne kan du sagtens arbejde med i dit nuværende job, mens du i andre tilfælde bør søge efter et nyt. 

Føler du dig stresset i din hverdag, så kig på, om det kun er arbejdet der stresser dig, eller du også har udfordringer i dit privatliv, der kan influere på din stress. Begynd eventuelt i stressterapi eller kropsterapi, hvor du får forløst dine tanker og spændinger. Eksempelvis kan manglende udfordringer eventuelt løses ved et ærligt møde med din chef, hvor du fortæller ærligt omkring, hvorfor du har mistet motivationen. Måske du har mulighed for at blive flyttet til en anden jobfunktion eller afdeling i virksomheden. Er det kollegaerne eller chefen, du ikke kan med, er det ofte et nyt arbejde, der er løsningen. Her kan du få hjælp af a-kasse eller fagforening. Det er forskelligt fra fagforening til fagforening, hvilke tilbud de har, men eksempelvis kan du i Krifa a-kasse få hjælp til karriererådgivning og hjælp til jobsøgning, mens du i DM kan betale dig til et coachingforløb. Nogle fagforeninger tilbyder også mentorordninger, hvor du kan sparre med en person, som har været på arbejdsmarkedet i mange år, omkring de udfordringer, du oplever i dit eget arbejdsliv. 

3) Du er ikke tilfreds med dit privatliv

Er du og din kæreste/mand vokset fra hinanden? Har I forskellige ønsker for fremtiden, eller elsker I ikke hinanden mere? Det sker, at drømmen om den eneste ene går i opløsning. Det kan være svært acceptere og derfor bliver du måske i et forhold, der dræner dig for energi i stedet for at løfte dig op. Er det tilfældet, bør du se på, om der kan gøres noget. Hvis det er for svært at snakke med din partner om det alene, så hiv ham med til i parterapi. En parterapeut er uddannet til at stille de helt rigtige spørgsmål. Er i gledet fra hinanden kan I få redskaberne til at finde kemien igen, men er det på grund af forskellige fremtidsdrømme, så er løsningen måske at sætte hinanden fri og komme videre hver for sig.

 

få nyhedsbrevet

Til toppen